Just hvad er en APOSTEL?"

Kapitel 5

Enighed – Ved Nåde

Har Gud udstyret sit folk med noget specielt til at modarbejde splittelse og fremme enighed? Kan kirker fra forskellige lande og kulturer, ledt af forskellige præster, alle prædike det samme? Kan sådanne folk forenes i harmoni og udføre det arbejde som Gud forventer og forberede Guds folk til at blive en del af et enkeltstående åndeligt tempel, hvortil Kristus vil returnere?

Ja! Svaret fra Biblen er et klart – ja! Den sande Kirke er ét legeme (Efe.4:46). Der vil være en gruppe af udvalgte på jorden i de sidste dage (Matt. 24:22) og det eneste profeterede Templet vil stå rede, beredt af og for Kristi Genkomst (Mal 3:1). Disse skriftsteder er ikke til at tage fejl af..

Enighed i Guds Familie er Afgørende:

Den sidste nat Kristus levede som menneske bad han til Faderen, "… bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være ét ligesom vi (er)" (Johs 17:11). Der er absolut ingen strid imellem Kristus og Faderen. De lever i perfekt enighed om omsorgsfuld kærlighed og samarbejde. Kristus misbruger aldrig nogen rolle som Faderen har forbeholdt sig selv. Jesus Kristus underkaster sig alt det, som er placeret over ham indenfor Gud Familien, i perfekt lydighed. Det er den perfekte enighed og harmoni der råder på deres eksistens niveau.

Det er hvad Kristus og Gud ønsker, at vi skal opnå. Kristus bad for den selv samme forståelse indenfor Hans Kirke – imellem sine fremtidige brødre og søstre: "at de alle må være ét, ligesom du, Fader i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt (gr. apostello) mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt (gr.: apostello) mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig" (Johs 17:21-23).

Men spørgsmålet er, hvordan?

Nåden en Apostel Modtager:

Det, der helliger de udvalgte, er, at de anstrenger sig for fuldstændig at adlyde Guds Ord (Johs 17:17, Matt 4:4). Men Ordet bliver ikke åbenbaret til os individuelt, eller ved egen udlæggelse af Biblen alt efter ens private forståelse. Peter siger "Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud"(2. Pet 1:20-21). Den samme Hellige Ånd åbenbarer derfor det som Gud siger i skriftstederne (verse 19).

Privat udlæggelse af alle Kirkens medlemmer ville skabe forvirring, og Gud er ikke forvirringens Gud (1. Kor. 14:33). Skrifterne viser os den vej Gud udtrykkeligt har valgt til at åbenbare sin Sandhed: Han åbenbarer ved Ånden… for sine hellige apostle og profeter… som sendes til hans folk med denne åbenbaring (Efe. 3:5). På den måde bevares enigheden i Guds Sande Kirke.

En Anden Nåde er Givet:

Efeserbrevet 4 forklarer hvordan denne kostbare enighed opnås.

Efter at have understreget hvordan der i Guds Kirke altid kun må være "ét legeme… én ånd… ét håb… én Herre, én tro… én dåb, én Gud" (Efe. 4:4-6), forklarer Paulus: "Men til hver enkelt af os blev nåden givet, alt efter som Kristus har tilmålte ham sin gave. Derfor hedder det… han gav menneskene gaver… Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde" (Efe. 4:7-13).

Alle stillinger indenfor præsteskabet eller administration i Guds Regering, gives af Guds Nåde (ufortjent gunst), og hver nådegave er forskellig. Kun apostle og profeter er knyttet til opgaven at lægge fundamenter. Vi har set at profeterne i kapitel 3 omtales som profeterne i Det Gamle Testamente. De og apostlene som Gud sendte modtager fundamental Sandhed ved åbenbaring – fundamental Sandhed som Guds nutidige Kirke behøver og som, hvis rigtigt anvendt skaber enighed.

De øvrige i præstestanden modtager ikke denne nåde. Jo, de får også en nåde – en gave fra Gud – men de får ikke en apostels gave eller nåde. Deres nåde består af de gaver der behøves for at bygge videre på fundamenterne, som Gud har lagt igennem den apostel der var sendt.

Hvis en præst (eller måske endog en lægmand) skulle tilegne sig apostolske gaver ved egen kraft, da er de i realiteten i færd med at stjæle dem! Som beskrevet i 2. Kor 11:13 gør de dem selv til falske apostle og svigagtige arbejdere! De tilegner sig noget som Gud ikke har givet dem, og forårsager det stik modsatte af det, der er Guds hensigt med Kirken. Sådanne mennesker forårsager uenighed. De modarbejder således Gud, selv om de ikke selv er klar over det, og Paulus beskriver dem i versene 14 og 15 som Satans tjenere!

Leve i Enighed og Vokse i Nåde:

I 2. Pet 3:18 bliver vi opfordret til at vokse i nåde. Hvordan kan vi gøre det i lyset af ovenstående? Retfærdiggør dette skriftsted forandring i fundamenterne? Hvordan kan vi alle leve i enighed og alligevel vokse, som dette skriftsted befaler?

Svaret findes i Romerbrevet 12. Her fastlægger Paulus at en sådan "udvikling" kun kan finde sted ved Guds Ånd i os og den er derfor begrænset af den nåde og tro Gud vælger at give til hver enkelt af os: "Thi i kraft af den nåde, som er mig givet, siger jeg til hver eneste iblandt jer, at han ikke må have højere tanker om sig selv, end han bør have, men han skal tænke besindigt alt efter det mål af tro, som Gud har tildelt enhver. Thi ligesom vi har mange lemmer på ét legeme, men lemmerne ikke alle har samme hvervv, således udgør vi mange ét legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres lemmer" (Rom. 12:3-5).

Paulus opfordrer os alle til at udvikle os, til at vokse – men han begrænser det samtidig til at være indenfor den nådegave, som Gud har skænket os. Der er absolut intet der retfærdiggør selv at tage en nåde, som kun er tiltænkt en apostel, ved at sige at vi skal "vokse i nåde." En sådan fremgangsmåde ville skabe kaos i Kirken og er i diametral modsætning til Romerbrevets tolvte kapitel. "Vi har forskellige nådegaver efter den nåde, som er givet; er det profetisk gave, så lad os bruge den, efter som vi har tro til; eller en tjeneste, da lad os tage vare på tjenesten; eller om nogen er lærer, da på lærergerningen; eller om nogen formaner, da på formaningen; den der uddeler almisse, skal gøre det uden bagtanke; den som er forstander, skal være det med iver; den, som øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde" (Rom 12:6-8-)..

Ydmyghed i enhver potentiel Gudsøn eller -datter igennem dette liv er afgørende for vor udvikling. Gud har dekreteret, at enighed og harmoni skal herske i al evighed i Hans Åndelige Familie. Og Han har vist os, hvordan dette kan opnås nu, ved at udstyre hver enkelt af os med den individuelle nåde vi behøver for "… at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen" (Efe. 4:16).

Den rette respekt for den unikke nåde skænket til den apostel Gud sender os, er en afgørende del af processen og vil hjælpe med at udvikle den Guddommelige enighed der skal fortsætte i al evighed i Guds Familie.

Resumen:

Enighed er en afgørende og evig egenskab som Gud insisterer på skal være til stede i Hans potentielle sønner og døtre – uden enighed kan der ikke eksistere én Sand Guds Kirke. Gud og Kristus og de der udgør Guds Familie skal alle være ét (Johs. 17:21). Hvis enighed imellem de forskellige organisationer, der påstår at være Guds Sande Kirke, ikke er til stede, er det tegn på alvorlig mangel. Når "folket dømmer og afgør" – det er betydningen af ordet "Laodicea" – giver det anledning til det modsatte af enighed. Det skaber myriader af forskellige udlægninger af de samme skriftsteder. Men ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt (2. Pet 1:20).

Gud har givet sin Kirke redskaberne til at opnå den enighed han insisterer på. For at være i harmoni under Gud, må hver eneste af Guds folk være ydmyg og villig til at vokse i overensstemmelse med nåden de har fået tildelt og ikke forsøge på selv at tage noget der ikke er tiltænkt dem. Kun apostlene fik nåden til at lægge fundamenter i Kirken – ikke de generelle præster eller lægmedlemmer. Kun ved at følge linien i sådanne fundamenter kan vor undervisning føre til den enighed Gud forlanger. At følge andre retninger vil føre til kaos og forvirring -- komplet antitesis til det Gud insisterer på skal være grundlæggende i Hans Familie.