Just hvad er en APOSTEL?"

Kapitel 6

Apostelen i Korint

En bestemt bog i Biblen indeholder i sine indledende kapitler mange oplysninger om apostelgerningen, samt det der er endnu vigtigere, den fortæller om det kaos og den uenighed der opstår, når et emne ikke respekteres og forstås rigtigt. Denne bog er Første Korinterbrev, og disse indledende kapitler blev skrevet og opbevaret af Gud, så vi kan læse dem i vore dage og lære af den tidlige Kirkes erfaringer – når vi konfronteres med lignende problemer i disse sidste tider.

Korint Kirkens Historie:

Gud havde udvalgt en gruppe mennesker i byen Korint og var i færd med at lære dem Guds Veje, Guds livsstil. Gud brugte apostelen Paulus til at lægge fundamentet i denne proces.

I Apostlenes Gerninger finder vi, at Paulus ønskede at rejse nord øst over fra Efesus til Asien og Bitynien, men den Hellige Ånd tillod det ikke (Apo.g. 16:6-7). I stedet fik han i et syn bud om at rejse Nord-vest til Makedonien på den anden side af det Ægæiske Hav (Apo.g. 16:9). Han rejste da til Makedonien og derfra videre sydpå til Grækenland, til Athen, hvor han forkyndte for filosofferne på Mars Højen, og endelig fortsatte han derfra til Korint (Apo.G.17:15; 18:1).

Gud gjorde det klart for Paulus at der i Korint var en del folk Han havde til hensigt at kalde til omvendelse. Selv om det var en havneby og derfor sikkert hjemsted for kriminalitet og fyldt af farer, opfordrede Gud Paulus til at blive der "thi jeg har et talrigt folk i denne by" (Apo. g 18:10). Paulus blev da i Korint i et og et halvt år (Acts 18:11), og underviste og prædikede til dem som Gud kaldte i området. Dermed indstiftede han Guds Kirke i Korint (1. Kor 1:2) .

Apollos Bliver Undervist:

Glem ikke, at Kristus havde undervist Paulus personligt igennem nogle spektakulære visioner (2. Kor. 12:2). Dette fandt muligvis sted under hans tre års ophold i ørkenen i Arabien, lige efter hans omvendelse, før han ankom til Jerusalem, hvor han blev introduceret for Peter (Gal. 1:17-18). Der fortalte Kristus Paulus, at han var udset til at undervise. Så da Paulus ankom til Korint, vidste han lige nøjagtigt hvad hans bestilling var, og hvad han skulle undervise i. Derfor var det han forkyndte til folket i Korint ikke Paulus' egen lære, men fra Kristus selv. Paulus var apostelen – een sendt af Gud – der kom med et bestemt budskab fra Gud til Kirken i Korint (Apo.g. 18:9)..

I sektionen i Apostlenes Gerning, der handler om Kirken i Korint, er der en interessant passage i slutningen af kapitel 18 som fortsætter i begyndelsen af kapitel 19. Den handler om en person, der hedder Apollos. Her får vi at vide, at selv om denne mand havde gode talegaver og stor indsigt i skrifterne, kendte han "kun Johannes' dåb" (Apo.g. 18:25), og han havde behov for "en grundigere fremstilling af Guds Vej" (vers 26). Vi får også oplyst, at lige efter at have været i Efesus, tog Apollos til Korint og blev til stor hjælp der med hans offentlige taler om, at Jesus er Kristus (vers 28)..

Der er imidlertid en antydning af, at der var et problem med det Apollos lærte folk, eftersom det følgende vers viser, at Paulus møder folk, der kun havde Johannes' dåb (Apo.g. 19:3). Selv om disse mennesker forstod omvendelsen og nødvendigheden af at vende sig fra deres onde veje, havde de ikke Guds Ånd, som er nødvendig for at kunne leve det nye liv, der kræves ved sand omvendelse (vers 2). Deres anger var derfor kun menneskelig – af kødet – og ikke bekræftet med Guds egen Ånd. Sand omvendelse er kun mulig ved åndelig kraft. Den logiske slutning er derfor, at de var Apollos' omvendte folk. Gud har sat dette skriftsted i Biblen med en hensigt. Det fremgår klart af de indledende kapitler i Første Korinterbrev, at de fleste problemer i Kirken i Korint opstod, fordi der var en lignende menneskelig holdning til åndelige temaer.

Problemerne i Korint:

En af de første tilkendegivelser af at der var problemer i Kirken i Korint var stridigheder (1. Kor 1:11). Årsagen stammede fra mangel på sand åndelighed og åndelig erkendelse af Guds arbejdsmetode. Som vi skal se, var det især den manglende forståelse af hvordan Gud udnytter embedet og nåden specielt tildelt en apostel.

De første fire kapitler i 1. Korinterbrev, benytter Paulus til at re-etablere sin autoritet over Kirken, ved at vise dem Kristi fremgangsmåde. Inden da kan han ikke behandle det specielle problem, der er opstået -- utilladelige seksuelle forhold der krævede hurtigt indgreb ved hjælp af denne autoritet (1. Kor 5:1). Dette behov for at genoprette autoriteten giver os indsigt i, hvordan Kristus leder sin Kirke, og hvordan han bruger den apostel han sender til en gruppe mennesker. Desuden har Gud valgt at bevare denne sektion af skrifter til os i dag – fordi vi også skal forstå dets budskab. En af grundene til, at det er inspireret og bevaret, er for at instruere os i en apostels rolle – hvis vi har ører til at høre – og for at advare os imod det kaos der opstår, når denne rolle ikke bliver rigtig værdsat.

Paulus begynder bogen med den kendsgerning, at han var "kaldet til at være Kristi apostel, ved Guds vilje" (1. Kor 1:2) og han skrev til dem i den egenskab. For at understrege dette gentog han ordet "Kristus" ti gange i de første ti vers! Så der ikke kunne være tvivl om, at det var Kristus og ikke Paulus, der talte til Kirken i Korint.

Efter disse indledende vers formaner han dem til "alle at være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning. Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer. Jeg sigter til, at I hver især siger: Jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus" (1. Kor 1:10-12).

Overfladisk set, synes sætningen "jeg er af Kristus" at være en rigtig tanke, for Paulus fortsætter med at sige, "Er Kristus da delt? Blev Paulus korsfæstet for jer? Eller blev I døbt til Paulus' navn? (vers 13), men som vi skal se, han tolererer ikke denne opfattelse. Det han er i færd med at vise, er Kristi fremgangsmåde i Korinterkirken – som også gælder for alle Guds Kirker. Han er ved at få dem til at forstå, at det var Kristus (ikke Paulus) der lagde fundamentet i Kirken i Korint – selv om Kristus valgte at gøre det igennem Paulus.

I vers 17 lægger Paulus vægt på, at "Kristus har ikke sendt (gr: apostello) mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet – ikke med visdom i tale" (1. Kor 1:17). Apollos var en stor taler og folk så sikkert op til hans menneskelige visdom som tegn på åndelig position og rang. Derfor måtte Paulus få dem til at forstå, at Sandheden, som han oprindelig havde lært dem, ikke havde noget med verdens visdom at gøre, og at den var fuldstændig usynlig for de "vise" af denne verden: "Thi der står skrevet: 'Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet'. Hvor er nu vismændene? Hvor er nu de skriftkloge? Hvor er denne verdens ordkæmpere? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?" (1. Kor 1:19-20).

Den græske kultur så op til filosoffer og talekunstnere (Apo.g.17:21; 1. Kor 1:22). Selv i en havneby som Korint så de uden tvivl op til folk med den slags færdigheder. Men at besidde "denne verdens veltalenhed" gør ikke indtryk på Gud. Selv om Apollos uden tvivl var eminent i denne kunst, (Apo.g. 18:24, 28), valgte Kristus ikke at oplyse Kirken i Korint ved hjælp af sådanne evner. Da deres sind i begyndelsen var blevet åbnet for Sandheden, var det kun ad den vej det blev åbenbaret af Gud selv – "Thi Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene… for at intet menneske skal rose sig for Gud" (1. Kor. 1:25, 29). Kirken i Korint havde alvorligt behov for igen at få denne fundamentale Sandhed oplyst.

Det Som Korint Skulle Lære:

Da Paulus kom til Korint, "var det ikke (med) en visdom der stammer fra denne verden… nej… vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte visdom, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed" (1. Kor 2:6-7). Han leverede dem "vidnesbyrdet fra Gud" (vers 1), ikke sine egne ord. Hans budskab var "ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Åndens krafts bevis for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft" (versene 4-5)..

Paulus forstod, at kun ved hjælp af Guds åndelige kraft (ikke tom menneskemagt) ville folk i Korint have en chance for at udvikle sig åndeligt som Guds udvalgte. Men en sådan visdom er imidlertid fremmed for den menneskelige natur (1. Kor. 2:14). Den menneskelige ånd forstår kun det, der bor i mennesket (vers 11). Det er kun igennem kontakten med Gud, gjort tilgængelig for os ved Kristi offer, at Guds ånd kan begynde at oplyse ethvert ny-undfangent kristent sind. Denne kendsgerning lagde fundamentet, stammen som Kristus gennem Paulus havde givet dem – i de 1½ år han boede i Korint (vers 2).

Derefter var enhver der underviste i Kirken i Korint bundet til at efterleve den åndelige arv som Kristus allerede havde placeret i Kirken. Noget i modstrid med denne arv kunne ikke forkyndes, uden at vedkommende dermed gjorde sig selv til en "falsk apostel" som 2. Kor. 11:13 oplyser. Alt andet, fastslår Paulus, "er en anden Jesus… en anden ånd… et andet evangelium" (2. Kor 11:4). Kristus havde allerede lagt fundamentet – "thi ingen anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus" (1. Kor 3:11) – men det var igennem Paulus han havde lagt den, ved den nåde Paulus havde fået som deres apostel. Han var apostelen sendt specielt til Kirken i Korint: "Efter den Guds nåde, som blev givet mig, har jeg som kyndig bygmester lagt grundvold, men andre bygger videre på den. Men enhver se til, hvorledes han bygger" (1. Kor 3:10).

Skulle nogen bygge på en måde, der ikke stemmer overens med det fundament som Kristus oprindelig lagde og sendte sin apostel med, ville det være ensbetydende med at skænde og urigtigt anvende noget højt helligt, nemlig templet som Kristus vil genkomme til: "Ved I ikke at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel" (1. Kor 3:16-17).

Husholderansvaret hviler tungt på os alle i præsteskabet. Vor dømmekraft består i trofast at administrere dette ansvar. Vi burde aldrig tvivle på det Kristus – gennem Paulus – instruerer os i: "Således skal man se på os: som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder! Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro" (1. Kor 4:1-2). Den kundskab som Paulus gav til Kirken i Korint kom ikke fra hans egen menneske-ånd, for han sagde, "Thi vel er jeg mig intet bevidst…" (1. Kor 4:4), men folkene i Korint lærte det som Gud krævede, at de skulle lære – igennem Paulus – ikke fra deres egen menneskelige opfattelse. Men der var brist i "Denne Vejs" kontinuitet og det skabte problemet: "Thi hvem giver dig fortrin? Og hvad har du, som du ikke har fået givet, og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?" (1. Kor 4:7).

Kærnen i korinternes problem – grunden til at de havde stridigheder og skænderier om den ene prædikant, eller den anden ældste – var, at de satte deres egne menneskelige ræsonnementer højere end Guds åbenbaringer. De afviste at modtage Sandheden på Den Måde Gud havde forordnet – og de anerkendte ikke apostelen Paulus' sande rolle. Paulus var deres apostel som Gud oprindelig havde sendt dem. Det er grunden til at Paulus taler med sarkasme, når han siger: "Thi jeg synes, Gud har stillet os apostle frem som de ringeste, ja, som dødsdømte; et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker. Vi er dårer for Kristi skyld, I er kloge i Kristus; vi er svage, I er stærke; I er hædrede, vi foragtede! (1.Kor 4:9-10).

Løsning af Problemerne i Korint:

Derefter fremlægger Paulus den klare og utvetydige løsning, når han siger: "Dette skriver jeg ikke for at gøre jer skamfulde, men for at retlede jer som mine elskede børn. Thi om I så havde ti tusinde opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre; thi jeg er i Kristus Jesus blevet jeres fader ved evangeliet. Så formaner jeg jer da: bliv mine efterfølgere" (1. Kor 4:14-16). Hvis Korinterkirken skulle komme tilbage på den eneste vej der "fører til livet, og få er de, der finder den" (Matt 7:14), måtte de anerkende hvor denne eneste, oprindelige vej var at finde for dem -- hvor den begyndte. Den kom ikke fra Paulus. Den kom fra Kristus via Paulus.

Derefter fortæller han dem hvordan han vil hjælpe dem med at komme tilbage til den stil Kristus kræver: "Derfor har jeg sendt jer Timoteus, som er mit elskede og trofaste barn i Herren; han skal minde jer om mine veje i Kristus, således som jeg lærer alle vegne, i alle menigheder" (1. Kor 4:17). Timoteus byggede gennemsigtigt og trofast videre på den linie og det fundament som Kristus havde lagt i kirken igennem Paulus. Derfor blev Timoteus sent til dem. Enten havde Apollos ikke opfyldt disse krav eller også havde han ikke været i stand til at forhindre udviklingen på grund af sin manglende erfaring. Hvad end problemet havde været med Apollos, blev Timoteus – der med sin åndelige trofasthed mod fundamentet lagt af den apostel Kristus havde sendt til dem – løsningen på problemet.

"Følg mig som jeg følger Kristus"

I 1. Kor. 10:4 ser vi at Paulus formanede Korinterkirken til at følge ham – eftersom han var deres apostel, sendt til dem af Kristus. Imidlertid er der mange der forsøger at bruge dette skriftsted, til at retfærdiggøre deres standpunkt om ikke at efterfølge det apostelen, ved hvem de var blevet oplyst, havde lært dem. Passagen er: "… bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger" (1. Kor 10:34 – (11:1). Disse mennesker påstår, at dette vers indebærer, at vi kun skal følge efter nogen i det omfang de følger efter Kristus, og de afviser ethvert aspekt eller lære der er uenige.

Ved første blik synes dette prisværdigt; skriftsteder såsom "Prøv alt, hold fast ved det gode" (1. Tess 5:21) peger på, at omhyggelig sammenligning af al lære fra Guds Ord fører til –at vi kan holde fast ved det gode. Men forsøget på at få dette vers til at mene, at vi kun skal anerkende det, vi tilfældigvis accepterer som skrift, er en fejlagtig fordrejning af skriftsteder af den simple grund, at: Folkene i Korint kun kendte til Kristus igennem apostelen Paulus som Kristus havde sendt dem. Der var ikke noget Ny Testamente eller andre dokumenter til rådighed som de kunne bruge til at "kontrollere ham." Så denne opfattelse kan ikke være rigtig.

Passagen betyder, "følg mig fordi jeg følger Kristus." Dette understreges endnu mere i det følgende vers: "Jeg roser jer for, at I mindes mig i alt og holder fast ved overleveringerne således som jeg har overleveret jer dem" (1. Kor 11:2). Der er ingen retfærdiggørelse overhovedet for at afvise en apostels ledelse – det er faktisk ganske modsat.

Resumen:

Kirken i Korint var en splittet Kirke på grund at dette centrale problem: Folkene i Kirken havde sat deres menneskelige ræsonnement over Guds åbenbaring. De havde ikke været i stand til at forstå, at åndelige ting kun kan inspireres af Gud og ikke ud fra menneskelige intellektuelle slutninger. For at kunne forblive Guds fok, var det nødvendigt, at brødrene vendte tilbage til trofast at følge de oprindelige åbenbaringer, og ikke fæste blikket på personen Kristus sendte dem som deres apostel, men på den Sande Åndelige Kilde hvor åbenbaringerne stammede fra.

Løsningen i dette tilfælde i Korinterkirken var at sende Timoteus til dem, for han forstod dette princip. Paulus vidste at Timoteus' adfærd ville være den trofaste husholders og at han ville følge den åndelige arv han havde modtaget af Paulus, som var deres apostel – sendt til Korint. Først da kunne det Tempel, som folkene var bestemt til at være, igen komme tilbage på rette Vej, og til det sammenhold som var Kristi hensigt. Ordene i Første Korinterbrev er blevet bevaret, for at vi der lever i endetiden kan lære af dem. Vi skal også være på vagt og sikre os, at husholderne der i dag arbejder iblandt os er trofaste, som Timoteus var det.